Milena Bonifacini: Papirpapaya

IMG_12521

PAPIRPAPYA – Milena Bonifacini tilbyder frisk frugt på det gamle grønttorv

 Milena Bonifacini (f. 1963) er en indlysende gæst hos PIRPA, der siden sommeren 2016 har vist stedsspecifikt vinklede udstillinger på det gamle grønttorv i Valby. Indlysende fordi Bonifacini arbejder med papir, og fordi udstillingsstedets fysiske ramme er lokalet til en papirhandel (Karl Lund), der i sin tid leverede indpakningspapir, papkasser, bånd o.m.a. til grønttorvet og så endelig indlysende, fordi navnet PIRPA jo ganske enkelt er anagram for ”papir”. 

Bonifacini har ikke altid arbejdet med papir. I begyndelsen malede hun på hvidgrunderet lærred. Siden fandt hun på at male på mdf-plader savet ud i forskellige figurer. Og nu er et til tider ornamentalt betonet maleri i stærke farver (olie, akvarel, gouache) på ofte skævtskåret og revet papir og pap blevet hendes kendemærke. Papmachéformerne startede hun på i 2007 og lod dem indgå i installationer sammen med fundne tekstiler, almuemøbler, udtjente brugsgenstande o.a. Det så man bl.a. på udstillingerne ”MINIMAL BAROK” på Rønnebæksholm i 2014 og ”FATTO A MANO” i Museumsbygningen i 2016, på Grønningen i 2017 og i Møstings Hus i år. Papmachéen antog på disse udstillinger form af noget dej-, brød- og kødagtigt eller af noget kropsligt, ligefrem erotisk, men aldrig eksplicit, altid amorft, flydende, flertydigt og derfor æggende både følelsesmæssigt og forstandsmæssigt på samme tid.

Udviklingen i Bonifacinis kunst frem imod det skulpturelle har muligvis sine rødder i akademitiden, hvor hun i 1980’erne havde billedhuggeren Hein Heinsen som professor. Men på samme måde som det motiviske på underfundig vis rører på sig under overfladen i hendes kunst uden nogensinde direkte at komme til udtryk, undgår hun også helt bevidst det skulpturelle i ordets strenge forstand. Traditionel skulptur har tyngde og hårdhed. Skulptur er beregnet til at stå alene, ofte udendørs og i lang tid, og den er som oftest resultat af en lang, besværlig arbejdsproces.  Det passer ikke til Milena Bonifacinis temperament. Papmachéen gør det muligt for hende at arbejde hurtigt, legende, improviserende. Hendes papmachéformer ejer ikke skulpturens selvbevidste stivhed. De må snarere opfattes som figurer, der har revet sig løs fra papiret og vokset sig tredimensionale for at kunne gøre sig i rummet og komme i dialog med andre rumlige elementer – artsrelaterede såvel som fremmede.

PIRPA-udstillingens objekter har ikke skulpturens faste underlag – jorden, gulvet, bordet eller soklen – men løfter sig frit svævende fra underlaget. Som balloner eller sæbebobler. Friheden er dog kun tilsyneladende, for egentlig hænger objekterne jo ned fra loftet i hver sin snor. Oplever man dem som frugter, er det som om de med ophængningen bliver ført tilbage til deres oprindelige element på træer og buske før plukningen – lidt på samme måde som når man i gamle dage pyntede juletræet med æbler. Men fest og farver er på ingen måde hele budskabet. Der er også noget antropomorft på færde, noget menneskelignende, der smertefuldt er underlagt tyngdekraften. Snorene er snøret stramt om den tynde ende af hvert objekt og lader den tunge ende vende nedad. Som bundne poser eller sække med et tyngende indhold, som nedlagte fasaner ved jægerens bælte – eller i yderste konsekvens som et menneske, der ved hængning med en løkke om halsen trækkes i døden af tyngdekraften. Objekterne er surreale derved, at de til tider associerer til legemsdele, ikke mindst de kønnede af slagsen. Der er et bondage-agtigt twist over den nådesløse måde, hvorpå de hænger til skue i det nøgne rum.

I udstillingens titel, PAPIRPAPAYA, mødes to umiddelbart uforenelige størrelser: på den ene side papiret, der som omtalt har at gøre med det medie, Bonifacini betjener sig af, og på den anden side den eksotiske papaya-frugt, der her repræsenterer det salg af frugt og grønt, der var hele omdrejningspunktet for det nu forsvundne liv på grønttorvet. PIRPA – eller jo egentlig papirhandlen, som i sin tid lå i PIRPAS lokale – forener de to størrelser. Papirhandlen forhandlede nemlig det silkepapir, som appelsiner, pærer, og papayaer nok også, omhyggeligt blev pakket i hver for sig, før effektivisering og profitoptimering satte en stopper for det. Og – kunne det tilføjes – før grønttorvet med dets jordnære bebyggelse veg pladsen for høje boligkarréer. Nu pakkes både grøntsager og frugt i plastic, men Bonifacini har til udstillingen skabt et sortiment af friske, frugtlignende papmachéobjekter svøbt i farverigt silkepapir fra Karl Lunds papirhandel, der stadig eksisterer i Ryesgade og på det nye grønttorv i Taastrup. Det er første gang hun benytter silkepapir til sine objekter, og de ser fantastiske ud i det slidte erhvervslokale. De minder om en ikke så fjern fortid. Men de lokker også – som piñatafigurer, der i Mexico, Sydamerika og mange andre steder i verden hænges op for ved festlige lejligheder at blive slået ned med en kølle og tømt for deres indhold af frugt og slik af forventningsfulde børn og barnlige sjæle. Milena Bonifacinis installation er en fest til ære for det grønttorv, der var, for det PIRPA, som snart lukker ned, og for papir og papaya til alle tider.

 

Velkommen til fernisering på fredag den 10. august  2018 kl. 17-20

Åben: 11.8-01.09, tors og fre  13-17, lør 11-15. PIRPA, Grønttorvet 22, 2500 Valby // www.pirpa.net Kontakt:  pirpa.info@gmail.com, Milena Bonifacini på 21760418,  Cai-Ulrich von Platen på 26716280

IMG_3962

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

Blog at WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: