Vinterlukket og 2018

Pirpa holder vinterlukket men vi glæder os til at åbne med en udstiling af heidi Hove d.19.1.2018

Vi ses!

Advertisements

Det allestedsnærværende (utilsigtede) springvand

Læs artikel i IDOART her:

Med udstillingen  fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor.  Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen. Inde som ude.

Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand. På udstillingen er alt afkoblet og forbundet på ny. Et dystopisk springvand med nye haveslanger ført i  ikke nødvendigvis funktionelle retninger.  Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør. Katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi håber på styrtregn.

Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form gennem dialog, det aktuelle sted og under selve opbygningen af udstillingen.

20171028_113718IMG_0832IMG_0749IMG_0851

IMG_0857IMG_0860IMG_0796

IMG_0847IMG_078120171109_15172520171109_15170920171021_130849

 

 

Med udstillingen  fremkaldes det underliggende vandledningssystem og allestedsnærværende mulige springvand, der allerede eksisterer på Grøntorvet, indenfor som udenfor.  Også på Pirpa, der med udstillingen her får understreget sine meget konkrete forbindelser til omverdenen. Inde som ude.

Det gamle grønttorv i Valby, er i nedrivningsprocessen elendige kloakker, håndvaske der drypper, utætte tage, søer, vandpytter og kortvarige springvand. På udstillingen er alt afkoblet og forbundet på ny. Et dystopisk springvand med nye haveslanger ført i  ikke nødvendigvis funktionelle retninger.  Vandet der bryder igennem og cirkulerer omkring os – varmt og koldt – i eller udenfor rør. Katastrofer, funktioner, helse og leisure. Vi håber på styrtregn.

Elliscavator består af Ellen Hyllemose, Lise Nørholm og Camilla Nørgård. Vi har med jævne mellemrum lavet fællesprojekter, ved siden af hver vores praksis . Et fælles, ikke defineret rum, der som regel tager form gennem dialog, det aktuelle sted og under selve opbygningen af udstillingen.

Udstillingen kan ses fra d. 28.10 til 18.11 2017, torsdage og fredag 13-17, lørdage 11-15.

Velkommen til  fernisering  fredag d. 27.10 kl. 17- 20

PIRPA er et kunstnerdrevet udstillingssted, hvis profil er at lave udstillinger der på forskellige måder forholder sig til Grønttorvet og den forvandling der sker på stedet fra industriel arbejdsplads til boligbyggeri.

Pirpa: Grønttorvet 22. 2500 Valby
www.pirpa.net.

For yderligere info kontakt Camilla Nørgård på  pirpa.info@gmail.com eller telefon 22810696

Udstillingen er støttet af

Kunstfonden_LOGO_small_JPG

Garage

 Pirpa præsenterer:  GARAGE

Fernisering  fredag d.15.9 kl. 17-20

Toni Larsen  har inviteret Eva Öhrling, Helle Frøsig, Lone Arendal og forfatteren Henriette Houth til at udstille under titlen Garage. De er inviteret til at medbringe  specifikt udvalgte værker,  sådan at det er en blanding af nye og gamle værker der er havnet i garagen. Tømt for det gamle og fyldt med ny betydning. Udstillingen er et  forsøg på at være lige så tør og nøgtern som en  garage, og ord, tekst og billede i forskelige udtryk og medier hænger præcist og ligeværdigt overfor hinanden, uden hierakisk inddeling, som en slags leftovers.

ordbillede

IMG_9965 (1)IMG_9941IMG_9907IMG_9912IMG_9933IMG_9962

Lone har taget et stedspecifikt udgangspunkt i PIRPAs udstillingsrum og i det større rum rundtom, nemlig Grønttorvet. Det er blevet til syv træsnit i forskellige størrelser, lavet ud fra fotos, hun har taget på stedet.

Henriette har skrevet fire tekster – en lingvistisk, en poetisk-leksikalsk, en erindrende og en drømmende – om fænomenet GARAGE. To af teksterne indgår i udstillingen som tekstbilleder, de to andre er indlæst af forfatteren og kan høres på en lyttepost på udstillingen.

Tonis værk, “Udsigt over gul mur”, er en væginstallation, der blander sig med PIRPAs gule mursten. På vægkonstruktionen ses et større broderi på sækkelærred med en række hvide, ens krus og en tekst om Ingenting.

Et lager eller en opsamling af materialer er Evas udgangspunkt i værket ”Copy India”. Værket består af kopier af skilte, der ses på gaderne i New Dehli og i Kerala, malet op på ny, på mdf-plader.

Ligesom garagen er altanen et rum mellem ude og inde. Helle har lavet en lang videopanorering hen over husfacader med altaner. En sekvens er optaget i den nye bebyggelse vest for det gamle grønttorv. Helle afrunder udstillingen med ”Kagerulle”, der hænger ned fra garagens loft og undviger enhver forklaring på mulig anvendelse.

 

Velkommen til Garage !

Udstillingen er åben fra d.16.9 til d. 14.10.2017

Torsdage og fredage 13-17, og lørdage 11-15

Instinkt

 

På Grønttorvet er Pirpa stødt på Gry Bagøien, som vi med stor glæde har inviteret til at lave en udstilling her:

Gry Bagøiens video- og lydværk Instinkt 2017 er en dokumentation af en performance interaktion mellem menneskesang og hvalsang. Værket er blevet til på baggrund af undervandsoptagelser ved Tromvik i Nordnorge, hvor kunstneren opholdt sig i januar måned i år. Det står i forlængelse af andre tidligere projekter, hvor Gry Bagøien gennem sang og lyde undersøger om der findes et fællessprog mellem mennesker, planter og dyr. Mødet mellem menneskesang og hvalsang peger på hvordan vores stemme, krop og skrøbelighed kan forbinde os med verdens andre stemmer og kroppe. Det placerer os i et netværk som er større end det menneskeskabte univers, hvor grænsen mellem mennesker og andet liv på kloden er mere åben og flydende.
Videoværket består af en visuel side, hvor vi er over vandet, og en lydside, som i realtid dokumenterer kommunikationen under vandet mellem kunstnerens og hvalernes sang. Visuelt følger vi optagelser fra området ved Tromvik; en smal vej gennem det rå bjerglandskab; bølger på havet; kunstneren selv som synger i en mikrofon fra en fiskekutter i stormvejr; optagelser udover havet om aftenen med lys fra kysten og flokke af måger på himlen. På lydsiden hører vi undervandsoptagelser af mødet mellem kunstnerens stemme og lyde fra pukkelhvaler og spækhuggere. Pukkelhvalerne reagerer ved at udsende dybe toner som tågehorn eller elektroniske droner, mens spækhuggernes lyde er mere kvidrende og lyse og kan minde om fuglesang. Der kan også anes andre lyde på optagelserne, blandt andet mågeskrig, menneskeskabt støj fra fiskekutternes motorer og andre lyde, som blander sig og tilsammen giver oplevelsen af en stor fremmedartet verden under havet.
Mødet mellem det fysisk overvældende landskab, de store havdyr og menneskestemmens klang kan associere til en romantisk forestilling om verdens-altet eller alle tings enhed, som værket også forbinder sig til. Men omvendt fastholder værket også disse ting som forskelligartede størrelser. Kunstnerens stemme falder for eksempel ikke fuldkommen sammen med hvalstemmerne i en slags hval-bliven men insisterer på at være menneskesang båret af en sangtekst, og således med et tilhørsforhold til en anden betydningsverden end hvalernes. Måske opstår poesien netop af dét: at kommunikationen både er der og måske ikke er der. Eller at den er der på forskellig måde for os og for hvalerne. Og det går selvfølgelig også den anden vej: Vi gøres bevidste om, at naturen hele tiden også kommunikerer til os på et utal af måder, uden at vi nødvendigvis reagerer bevidst tilbage. Gry Bagøien synger ind i alle de ikke-menneskelige kommunikationssystemer, som verden også består af, og lader verden svare igen. Hun stiller sig på kanten af jorden og gør herfra verden større.

Tekst af Magnus Thorø Clausen mag. art

Udstillingen er støttet af

Billedresultat

Pirpa
Grønttorvet 22 – 24, København
Udstillingen er åben fra 11. aug. 2017 – 09. sep. 2017, torsdag og fredag 13-17
Lørdag 11-15
Yderligere information kan fås via pirpa.info@gmail.com

Engros

 

Fotos: Jeanette Land Schou

 

Skulpturi Dks billede.

60 billedkunstnere har skabt skulpturer og installationer til stor stedsspecifik udstilling i det nedlagte Grønttorv i Valby. Udstillingen ENGROS er blevet til på initiativ af Skulpuri og Pirpa og åbner d. 19. maj 2017.

Nanna Abell, Solveig Adalsteinsdottir, Lisbeth Bank, Julie Bitsch, Anders Bonnesen, Rune Bosse, Ole Broager, Mikkel Carl, Eva Steen Christensen, Jesper Dalgaard, Rose Eken, Esben Gyldenløve, Lone Høyer Hansen, Kasper Hesselbjerg, Ellen Hyllemose, Jytte Høy, Amalie Staunskjær Jakobsen, Klaus Thejll Jakobsen, Oskar Jakobsen, Veo Friis Jespersen, Kirsten Justesen, Marianne Jørgensen, Heine Klausen, Esben Klemann, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lind, Karin Lorentzen, Mathias & Mathias, Ragnhild May, Henrik Menné, Morten Modin, Astrid Myntekær, Tina Maria Nielsen, Camilla Nørgård, Kaj Nyborg, Peter Olsen, Lars Bent Petersen, Cai-Ulrich von Platen, Bjørn Poulsen, Finn Reinbothe, Amitai Romm, René Schmidt, Thora Sigurdardottir, Christian Skjødt, Julie Stavad, Hartmut Stockter, Morten Stræde, Daniel Svarre, Laurits Nymand Svendsen & Margrét Agnes Iversen & Malte Klagenberg & Jens Tormod Bertelsen & Søren Krag & Cilla Leitao & Sune Lysdal & Carla fra Hellested & Lorenzo Tebano & Anna Samsøe & Ásta Fanney Sigurdardottir, Rikke Ravn Sørensen, Mikael Thejll, Charlotte Thrane, Fredrik Tydén, Sif Itona Westerberg, Torgny Wilcke

FERNISERING finder sted 19. maj kl 17-22.
Matthew Luck Galpin and Jack Catling, begge medlemmer af den internationale performancegruppe The Parlour Collective, præsenterer et nyt performance værk.
DJ duo’en Tutti Frutti spiller organisk og eklektisk stemnings- og dansemusik.
Skulpturi og Pirpa byder på et glas vin, og der er mulighed for at købe mad og øl.

ENGROS Skulpturudstilling på Grønttorvet i Valby

Valbys gamle grønttorv ligger lige nu omgivet af bjerge af asfalt, grus og beton. Med en utrolig hastighed forvandles bygninger til bunker af pulveriseret beton, der køres bort for at give plads til en uendelig leverance af nye betonelementer. Grønttorvet er i en transformationsfase fra engroshandel med frugt og grønt til nybyggede boliger, og de næste to år er en del af området udlagt til midlertidige kulturaktiviteter. Skulpturi har, i samarbejde med udstillingsstedet Pirpa, hermed fået muligheden for at virkeliggøre en længe ønsket drøm, om at lave en stor udstilling for skulpturfagets mangeartede udtryk – en manifestation på tværs af generationer blandt nogle af de mest markante billedhuggere i Danmark, samt enkelte udenlandske gæster.
ENGROS er en kunstnerarrangeret og kunstnerstyret udstilling.

Med inddragelsen af nye territorier til skabelse og formidling af billedkunst, lægger ENGROS sig ind i en tradition, som igennem tiden har ført billedkunsten ud i alsidige rum. Det er et greb, som kan skærpe fokuseringen hos publikum og kunstner ved at etablere situationer i ikke kunst-indviede rum. Nye erkendelser vil i mange tilfælde trives bedst i nye områder.

På Engros-udstillingen placerer skulpturerne sig i de tomme industrilokaler og brede boulevarder, der hidtil kun har haft til formål, at huse nødvendige arbejdsfunktioner som administration, salg, opbevaring og transport: I et presenningfirmas konkursbo er kunstnere flyttet ind i et inferno af materialer og maskiner. Skalpeller, stof og skrald organiseres i et sært og sart efterliv. Et mørkt kølerum huser en installation af hundredevis hvide voksæbler. Skulpturer hænges op, hvor der før har hængt lamper. Værker finder plads på lagerhylder, i skabe og på betongulv. Mellem bygningerne hægter skulpturer sig på vægge, bryder ud af ramper og kamuflerer sig som skilte. Pirpa fyldes af en stor installation med rådnende frugt og udstillingsstedet fungerer samtidig som udstillingens informationscentral.

SKULPTURI
Skulpturi, der består af en gruppe på 8 danske billedkunstnere, har lavet en lang række udstillinger med fokus på det skulpturelle felt. Siden 2007 har de drevet to udstillingssteder i København, hvor et væld af skulptører fra ind- og udland har været på plakaten. Sideløbende, og særligt efterfølgende, har gruppen udstillet i kunsthaller og på museer.
Skulpturi arrangerer udstillinger, der med præcision og klarhed viser, hvad processen kan have med sig, når kunstnere selv står for alle led i udstillingsprocessen. Læs mere på: www.skulpturi.dk

PIRPA
Er et udstillingssted beliggende på Grønttorvet, med en leveramme på 2 år. I disse år er PIRPA omdrejningspunkt for stedspecifik, afsøgende kunstnerisk aktivitet i, og omkring Grønttorvets forladte industri- og lager bygninger. PIRPA skaber plads til de ideer og muligheder for samarbejder, der opstår når kunstnere møder disse mange tomme, kvadratmeter, der nu blot ligger og venter på nedrivning. Både billedkunstnere og andre beslægtede faggrupper bliver således inviteret til at lade området, dets historie og rumlige muligheder influere på deres kunstneriske bidrag.

Fernisering: fredag d. 19. maj 2017 kl 17 – 22
Udstillingsperiode: d. 20. maj – 24. juni 2017
åbningstider: onsdag – søndag kl 12 – 18
Sankt Hans fest og finissage: torsdag d. 22. juni kl 17-21

Denne udstilling er blevet til med støtte fra:
Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, Det Obelske Familiefond, Axel Muusfeldts Fond & FB-gruppen

for yderligere information kontakt:
udstillingskoordinator og presseansvarlig Anna Weile Kjær / skulpturi.dk@gmail.com

In search of a soul

Konvoj+Grenaae_foto

Pressemeddelse

PIRPA præsenterer:  

Konvoj + Grenaa: In Search of a Soul

24.03-17 – 29.04. 2017

Åbning fredag d.24.03  kl.17-20

 

Fra Konvoj og Grenaa er indløbet følgende mail:

 

                                                                                                        Frygt sjælen og dyrk den ikke,

                                                                                                        for den ligner en last”.

                                                                                                    – Tom Kristensen, Hærværk (1930)

Gentrificeringen af det gamle grønttorv i Valby er i gang. En ny, planlagt bydel spirer, mens en et halvt århundrede gammel, distinkt selvgroet kultur er revet op med rod. I Karl Lunds tidligere papirlager på grønttorvet, der endnu findes en stakket tid, kan Konvoj + Grenaaes hommage til en livsform på retræte opleves. Fordi lagerrummet står næsten uændret, kan man stadig mærke, hvordan her var. Med inspiration fra ‘genius loci’ komponeres en stemning af en ikke så fjern fortids handel og vandel. Forgængelighed, forgængelighed! Blandt de mest centrale elementer i udstillingen er ting fra det provinsielle 70’er- og 80’er-hjem. Der er gasbeton og marmor. Der er lys kombineret med spejle i flere størrelser med serigrafiske tryk af kollagekarakter: genkendelige, men nu efterladte, prestigiøse arkitektoniske strukturer. Organismer, der nedbryder og opbygger. Rester af ikoniske, men for længst forgangne idolers ansigter, beskueren kan spejle sig i. Forfængelighed, forfængelighed! Heldigvis følges den udtalte fetichering af det autentiske med galgenhumor og en samleræstetik.

 

Kunstner gruppen Konvoj + Grenaae  består af Anders Benmouyal, Peter Rørbæk og Lars Grenaa

_84A7551-kopi.jpg_84A7447_84A7392

_84A7550-kopi

Fotos:  cph100

 

Yes we have no Bananas

 

Yes! We Have No Bananas

En installation af Kaj Nyborg

D.17.2-18.3.2017

KajNyborg_Pirpa_07_0039

No nothing bruges i betydningen slet ingenting. Ikke bananer og ikke noget som helst andet. Men egentlig betyder det jo ikke ingenting, dvs. nærmest det modsatte: om ikke alting så da noget.

Kaj Nyborgs installation Yes! We Have No Bananas i PIRPA placerer sig i gråzonen mellem intet og noget. I konkret forstand er gråzonen det gamle Grønttorv i Valby, hvor nyt betonbyggeri rejser sig ligeså hurtigt som de gamle lagerbygninger falder. PIRPA har til huse i et tidligere papirlager, der har fået lov til at stå lidt endnu. Et 5,8 m bredt og 15,5 m langt rum med porte i begge ender. Kun en ydmyg station på vejen mellem producent og forbruger. Man kan let forestille sig, hvordan papiret i sin tid er blevet kørt ind på paller i den ene ende og ud igen i den anden.

Udstillingsstedets navn, der fremgår af skiltet over indgangsporten, er fremkommet ved, at det gamle skilts PAPIR er blevet klippet over og delene byttet om. Nyborg har med sin installation også skåret i det, der var, ved med en væg at opdele det meget aflange lagerrum i et kort, ca. 4 m dybt rum, som er det eneste publikum har adgang til, og et næsten tre gange så langt rum, som er utilgængeligt for publikum, og som publikum kun kan ane eksistensen af. Forestillingen om et flow af industripaller gennem den aflange bygning blokeres på denne måde. Væggen er kommet på tværs og har forvandlet et stort, meget dybt rum til et lille, afgrænset bredt rum (5,8 x c. 4 m).

Når udstillingsstedet har åbent er portgitteret rullet op. Et klart plastikforhæng giver blikket uhindret adgang til det amputerede rum. Det er tomt: No bananas. No paper. Nothing. Efter en første undren opstår fornemmelsen af, at noget trods alt er på færde: bagvæggen, Nyborgs indgreb, står så påfaldende rent i de ellers slidte omgivelser. Dens perfektion gør den til et fremmedelement i lagerrummet. Den har med sin betonimiterende overfladebehandling mere med de endnu ufærdige boligblokke ude på byggepladsen at gøre end med det rum, den står i.

Og går man inden for plastikforhænget sker der noget uventet. Man hører en svag, delvis forvrænget musik, Yes! We Have No Bananas. Højtalere leder man imidlertid ligeså forgæves efter som alt muligt andet på Nyborgs udstilling i PIRPA, og det viser sig, at musikken kommer fra den nyopførte væg eller snarere – lettere foruroligende – fra det lange, plomberede rum bag væggen. Der er altså tale om musik fra et andet sted – og fra en anden tid.  Yes! We Have No Bananas er fra 1920’ernes USA. Det er pludselig som om en duft af gamle lakplader og kakofonisk støj fra nabolejligheder i tætpakkede lejekaserner pludselig gør sig gældende. Rummet vi står i er tomt, men den fortrængte musik er ikke ingenting.

Udstillingen åbnede i skumringen den 17. februar. Det støvregnede, og da mørket var faldet på, lyste PIRPA som et butiksskilt over plastikforhænget. Udenfor stod nogle ferniseringsgæster som silhuetter foran et udstillingsvindue. De kiggede ind på andre, der havde taget opstilling i udstillingslokalets stærke lys og lyttede og snakkede om alt og intet og om det, der var, og det, der kommer.

William Gelius

img_9088img_9090

Udstillingen blev premieret af Statens Kunstfond

Kaj Nyborg arbejder med installationer, der skaber en art ubalance i det aktuelle udstillingsrum. Det kan ske via rent formelle plastiske greb i rummet, hvor større figurer (ofte arkitektursimulerende konstruktioner)  opbygges. Figurerne, der kan virke fremmedartede, dekonstruerer den givne rumlige kontekst. Figurerne kan trække grænseflader op i rummet og som en følgevirkning heraf, kan der opstå særlige restriktioner for kroppens bevægelser. Givne rum  afgrænses / tilskæres og nye rum (modrum) opstår. De nye rum (figurer)  kan virke hermetisk tillukkede og afvisende men også dragende, for figurerne består ved nærmere betragtning ofte af ’huller’ og membranlignende grænseflader, der kan perforeres.

Nærværende installation i PIRPA tager afsæt i stedets og områdets signifikante træk og historik. PIRPA, der i dag anvendes som udstillingslokale for kunst, er reelt et af mange forladte erhvervslokaler på det gamle grønttorv i Valby. Det tidligere meget levende og aktive erhvervsområde for handel med frugter, grøntsager, planter, emballage osv., vil i nær fremtid ændres radikalt med realiseringen af et nyt boligområde. PIRPA  indtager her en transitorisk position og kiler sig ind mellem to områdefortællinger (fortiden og fremtiden). Netop nu sættes præfabrikerede bygningsblokke op i området på samme tid, som gamle bygninger rives ned. Dette/disse forhold danner grundlag for installationen: ’yes, we have no bananas’ (isoplant).

Yes, we have no bananas (isoplant):

Indbygget væg og lydsampling

 

 

 

 

img_20170217_185624